Tidlig julegave
Der er præcis lige kommet en opdateret vejledning fra #dtftennis og #dgi som gør, at vi igen har åbnet for individuelle booking på de 2 indendørs baner!
Husk, at klæde om hjemmefra og holde afstand +spritte af før og efter spil.
Her er mailens fulde ordlyd:
Opdatering om indendørs foreningsidræt i juleferien
DGI og DIF har fra Kulturministeriet fået en præcisering vedrørende indendørs foreningsaktiviteter, herunder idræt i juleferien.
Opfordringen er fortsat ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter – herunder idrætsaktiviteter. Det er ifølge Kulturministeriet en opfordring, som kommer direkte fra Epidemikommissionen.
Kulturministeriet har udgivet en ny Q & A på baggrund af et sektorpartnerskabsmøde mandag, hvor bl.a. DGI og DIF deltog.
I den nye Q & A uddyber Kulturministeriet, at opfordringen tager sigte på indendørs træninger, stævner, camps, turneringer, kampe mv, men at den ikke tager sigte på individuelle eller selvorganiserede aktiviteter.
Det vil sige, at opfordringen ikke omfatter eksempelvis badminton, tennis etc, hvis man samtidig tager hensyn til anbefalingerne om at bremse smittespredning. Der er tale om en opfordring fra Epidemikommissionen og ikke et påbud.
Hvis foreninger gennemfører indendørs aktiviteter i juleferien, så anbefaler DIF og DGI under alle omstændigheder at gøre det på en måde, så aktiviteten bliver afviklet under hensyntagen til myndighedernes overordnede intention: At danskerne begrænser deres sociale kontakter i juleferien.